Udgivet i Skriv en kommentar

Sex i overgangsalderen

Lad os tale om elefanten i rummet, for rigtig mange kvinder i overgangsalderen OG deres partner: Nemlig en udfordret og manglende lyst til sex. Og det er ikke kun lysten til partneren, men den generelle lyst til alt, hvad der kunne invitere til denne udfoldelse, der er i en nedadgående kurve.

Mange kvinder fortæller, at det føles, som om der ganske enkelt er ”blevet slukket for en kontakt” i dem. Og det er der måske også. Men det betyder ikke, at den ikke kan tændes igen. Det kræver måske bare, at der justeres lidt på den.

For det første, er det vigtigt at huske på, at lyst ikke er en statisk størrelse. Den er  let påvirkelig af ydre og indre tilstande som for eksempel manglende søvn, sygdom, stress eller skænderier i parforholdet.

Men for kvinder i overgangsalderen, sker der desværre ofte det, at den manglende østrogen også påvirker libidoen. Det samme gør faldet af testosteron. For det er ikke kun mænd, der har dette hormon i kroppen. For begge køn gælder det, at testosteron er en medspiller i lysten til sex. Og for kvinder, er det især østrogen, der vækker lysten.

Helt op til 70% af alle kvinder vil på et tidspunkt få problemer med deres slimhinder, der bliver tyndere, mere sarte og evt. smertefulde ved penetrering. Alene eller med en partner. Dette skyldes to faktorer: De kirtler, der skal fugte skeden, producerer ikke samme mængde som tidligere. Og de udtyndede slimhinder opstår på grund af faldet af østrogen i kroppen.

Hvad kan du gøre?

Er slimhinden tynd, kan den bygges op med lokalvirkende østrogen – der KUN virker lokalt, og altså ikke på andre af overgangsalderens symptomer. Østrogen der virker lokalt i området omkring vulva og skeden, må selv kvinder, der har haft brystkræft, benytte sig af. Du kan også få receptordineret østrogen, der virker i hele kroppen. Det virker også på slimhinderne.

Dernæst  skal der smørelse til. Fugt og fedt. Præcis som al anden hud på din krop. Her er mandelolie et fint bud. Alternativt kan du købe en fugtkur til slimhinderne på apoteket under navnet Repadina. Det er stikpiller, der indeholder hyaluronsyre og mandelolie. 

Og så er der selvfølgelig glidecremer – som også er et fint supplement.

Handler det om, at lysten ”bare er væk,” må du tage tyren ved hornene. Er du doven, er du overhovedet tiltrukket af din partner – hvad nu, hvis det var en anden, du synes er skøn. Ville du så have lyst? Det er den eksistentielle del af lysten, du også er nødt til at forholde dig til.

Handler det om en manglende lyst pga. overgangsalder, så kan du forsøge dig med østrogen. Og er du heldig, at lægen vil udskrive det, vil nogle opleve forøget libido ved at få testosteron.

Skal der tænkes i nye baner?

Måske skal du/I tænke i alternativer. Måske skal der eksperimenteres mere i soveværelset. Måske skal I købe noget legetøj til begge parter, finde nye steder at have sex. Måske skal I give hinanden mere tid. Men vigtigst af alt – tal med hinanden om lysten. Hvad har du brug for – for at få lyst? Tag ansvar for din seksualitet. 

Og husk på – lysten forandrer sig gennem livet.

Female Cycle – Love yourself.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *